mandag den 27. september 2010

Borgen - en gang tåkrummende pladder !


Så blev det endelig tid til at stifte bekendtskab med DRs nye serie "Borgen" der har fået en hel del foromtale.

Allerede i foråret skrev DFs Søren Espersen en skabelon for, hvordan han forventede at serien ville være.

De gode ville være indvandrerne og de venstreorienterede;
og de "onde" ville være de indvardrer-fjendske og højreorienterede.
Sådan forholdt det sig ikke helt, men det er heller ikke det vigtigste.
Ligesom med serien "De røde lejesvende" kigger man fejlagtigt på en traditionel højre-venstre skala.

Det er relevant når det angår 70erne og 80erne, men efter murens fald blev socialismen erstattet af andre guder, heriblandt multikulturalismen og feminismen.

Det der er interessant er, hvordan Borgen forholder sig til bla. disse to emner, og her synger den i høj grad med i det politisk korrekte hylekor.
Det farlige er, at ingen af anmelderne i aviserne kan se dette, fordi de har været for fokuserede på, om den nu var "venstreorienteret" i klassisk for stand, med de røde som de gode, og de blå som de onde.

Men seriens budskab er et andet, og derfor har man klogeligt gjort formanden fra "Arbejderpartiet" til hovedskurken.
Så kan den egentlige giftpille glide lettere ned.

Serien er helt i nutidens feministiske ånd, med en stærk og hæderlig kvinde i 40-årsalderen, Birgitte Nyborg, der er formand for De Moderate.
Hun står fast på sine synspunkter, lader sig ikke forfalde til tarvelige tricks overfor modtanderne, og hun har nogle humanistiske holdninger a`la de radikale.

På hjemmefronten har hun en gulvmåtte af en mand, der ser op til sin kloge og dygtige kone, og agerer som om han udelukkende er sat i verden for at please hende.
Manden er således i serien reduceret til et lallende bløddyr, der er den underlegne part i forholdet.

Den mandelige hovedperson i serien er formanden for "Arbejderpartiet".
Han er et over-karikeret dumt svin. Utroværdig, mandschauvinist, opportunist, små-fordrukken, og viger ikke tilbage for ufine metoder og personangreb.
For at få magten er han endog villig til at tale til den indre svinehund i fremmed-politikken.

I sit forsøg på at dolke den siddende statsminister, får han hjælp af en ung usympatisk mandlig spindoktor, som senere bliver fyret af den ædle kvinde fra De Moderate.
Hun er - i modsætning til den "onde" formand for Arbejderpartiet - meget positiv overfor multikulturalismen.

Så er grundstenen ligesom lagt :

Helten er en yngre kvinde.
Hun er ædel, principfast og humanist.
Hun er tillige en god mor. Selv kort før valget dropper hun et vigtigt møde for at gå til børnefødsesdag.
BVADR !!

Skruken en en midaldrende mand.
En magtsyg person med stort set alle de negative egenskaber man kan tænke sig.

De øvrige mænd, der ikke er skurke, er bare nogle dumme bløddyr.

Den liberale politiker, der bliver bollet ihjel af en ung oversmart kvindelig journalist;
heltindens mand, der bare er en tøffelhelt;
og statsministeren der betaler sin kones mega-indkøb med statens penge, og som i afslutningsdatten helt taber hovedet og forlader studiet pga. et personangreb.

Det er HELT urealistisk. Det ville en erfaren statsminister aldrig gøre.

Selve udfaldet af valget er også urealistisk.
Den usympatiske formand for arbejderpartiet lider stort nederlag ved valget, pga. sit person-angreb på statsminsteren.

I den virkelige verden er det derimod sådan, at personangreb betaler sig.
De mange TV-reklamer fra amerikanske valgkampe, hvor det er helt normalt at svinde modstanderen til, har en beviselig positiv effekt. Desværre.

I slutningen af afsnittet lader det til at den radikale heltinde bliver statsminister.
Også helt urealistisk, men lige i tråd med den kulturradikale og feministiske ønskedrøm, der trives i Danmarks Radio og på Politikens redaktion.

Filmens plot er urealistisk og rodet, og replikkerne er direkte tåkrummende.
Under partiernes afslutningsdebat afbryder Ole Thestrup fra Frihedspartiet den unge studievært, og hun svarer igen med en halvsjofel bemærkning.
Dette ville næppe heller forekomme i den virkelige verden.

Der er foreløbig alt for lidt politisk substans og alt for meget privat fnidder i serien.
På plussiden kan nævnes, at skuespillet generelt er OK., og at tempoet er fint.
Men generelt lover 1. afsnit ikke godt for resten af serien.

Mærkværdigvis er avisernes anmeldere ret positive overfor serien. Selv den gamle kriger, Helge Adam Møller er begejstret.
Det må være fordi man ikke har kunnet finde noget egentlig rødt i serien.

Men socialismen har været død og vissen i 20 år. Idag er det andre farer der lurer, og dem er der ingen af anmelderne der kan se.

Det er meget svagt, at den danske anmelderstand snorksover, når manipulationen udspiller sig lige for næsen af os.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

- Læs dit indlæg igennem og giv mig ret i der hverken er en rød tråd eller at du har den nogen som helst ide om hvad du snakker om ..