Sverige dagen derpå

Så er det meget omtalte svenske valg overstået, og man mangler nu kun at tælle brevstemmerne op.

Såfremt de ikke rykker noget, må man sige, at svenskerne har fået det langt bedre end de har fortjent.

For det første slipper de for at blive regeret af venstrefløjen med den usympatiske rød-feminist og ateist, Mona Sahlin, og hendes halehæng, den gammel-kommunistiske Lars Ohly, der hulkede af sorg dengang Berlinmuren faldt.

For det andet kan de nu fortsætte med "Alliancen" bestående af de 4 såkaldte borgerlige partier, der trods alt har kørt en fornuftig økonomisk politik de seneste 4 år, i forhold til hvad venstrefløjen ville have gjort.

For det tredie har de fået et nyt parti i Riksdagen, der modsat de 7 etablerede partier vil gøre noget ved den katastrofale indvandrer-politik, der har forvandlet bla. Malmö til en kriminel og voldelig by, med en masse uintegrerede unge.

I Sverige betragtes det som et kaotisk valg, ja - for de fleste som et mareridtsscenarium, fordi det "främlingsfientlige" SD nu er tungen på vægtskålen.

Sverige har med andre ord fået danske tilstande, men ligesom de etablerede partiers holdning til Dansk Folkeparti, da partiet kom ind i 1998, vil de gamle svenske partier ikke røre SD med en ildtang.

Det kommer de nu nok til undervejs. Magten lokker enhver svag sjæl, og mon ikke at den svenske statsminister godt kan bruge SDs mandater, når støvet har lagt sig ?

De etablerede svenske partier har gjort alt for at mobbe SD og deres vælgere. Man har i desperation trukket det berømte nazikort, ved at påpege SDs blakkede fortid.

Og sandt at sige ser den heller ikke køn ud, men i Sverige, der i den grad har lagt låg på indvandrer-debatten, har indvandrer-modstandere næsten været nødt til at opsøge mere radikale miljøer.

Det er jo tankevækkende, at Sverige der udadtil gerne vil fremstå som "anstændigt" er et af de lande i Europa der har flest organiserede nazister.

Den "pæne" svensker, og den indvandrer der er velintegreret, burde måske ligefrem være glade for, at SD nu kan virke som en slags stødpude mod fremmedfjendsk ekstremisme.

For modsat hvad de etablerede partier siger, så er SD. ikke hverken nazister eller egentlige fremmedhadere. De ønsker blot at Sverige ikke udvikler sig til et muslimsk domineret samfund, eller et samfund med en masse uintegrerede indvandrere, der udøver vold og ballade, og som ikke har nogen solidaritetsfølelse med det svenske samfund, og den svenske kultur og historie.

De gamle partier har ikke villet lytte til de kritiske røster omkring indvandrer-politikken, og det er det der nu hævner sig.

Ligesom de gamle partier i Danmark vil de sandsynligvis rykke sig i spørgsmålet, for ikke at miste flere vælgere.

Sverigedemokraternes eneste berettigelse er netop indvandrer-politikken. Hvis ikke de gamle partier havde været totalt blinde og døve overfor det der er sket i sverige, ville SD ikke have nogen større berettigelse.

For bortset fra indvandrer-politikken er Sverigedemokraterne, ligesom de øvrige partier, et rødt forbuds-tosse parti, der intet har imod høje skatter, og at offentlige midler bliver kastet i grams til højre og venstre.

Bortset fra at de etablerede svenske partier har været fuldkommen tonedøve i forhold til indvandrer-politikens problemer, så skal de borgerlige svenske partier derimod roses for at tage den økonomiske politik alvorligt. For uden en bæredygtig økonomi kan det hele være lige meget.

I Danmark har det knebet noget mere for politikerne af diskutere økonomiske reformer. Her snakkes der mere om burkaforbud, muskelhundeforbud, Helle Thornings skattesag, Lene Espersens pjækkeri, genstandsgrænser, kvindekvoter og udskænkningsbevillinger.

På det punkt virker de danske politike meget amatør-agtige.

Til gengæld har de i langt højere grad fingeren på den folkelige puls, end de svenske politikere har.

.

Valget i Sverige må siges at have været godt for svenskerne.

Vi havde naturligvis ønsket vores svenske fjender et rædselsfuldt valg med rødt flertal.

Så ville de svenske politikere have kunnet ødelægge Sverige fuldkomment, og dermed gøre det, som det ikke lykkedes for Danmark for 350 år siden.

Så godt gik det altså ikke.

Men svenskerne skal vist være godt tilfredse.