Tilladt i folketinget !
Ikke tilladt i folketinget !.
.
Aldrig mere en 9. april !
Således sagde man efter krigen, og udsagnet henviste som bekendt til, at man ikke ønskede en gentagelse af den ydmygende kapitulation, og efterfølgende samarbejdspolitik.
Det siges, at historien gentager sig.
Dette bekræftes i mindre målestok, når man ser på gårsdagens 9. april.
Kapitulation og fejhed !
Folketingets præsidium vedtog nemlig, at muslimske folketingsmedlemmer gerne må bære tørklæde på folketingets talerstol.
Nu kan der siges både for og imod retten til at gå klædt som man vil i folketinget.
Her i partiet er vi tilhængere at en slags dresscode, forstået således, at folketingsmedlemmerne ikke skilter med deres religiøse overbevisning, og heller ikke går usømmeligt påklædt, fx. i shorts og netundertrøje.
Men hvis, og vi siger HVIS, man absolut skal tillade muslimerne at bære dette religiøse symbol i folketinget, så bør det naturligvis gælde alle andre beklædningsgenstande også !
Så bør man også have lov til at gå med klaphat, nissehue og Lenin-T-shirt.
Men DET må man paradoksalt nok ikke.
Argumentet er, at muslimerne går med tørklæde til daglig, og derfor også må gøre det i folketinget.
Derimod går fx. ingen, bortset fra julemanden, med nissehue hver dag.
Argumentet er papirtyndt.
For hvem skal afgøre, hvad man går med til dagligt ?
Nej, man burde sige det som det er :
Præsidiets afgørelse er ikke ment som en liberalisering af folketingsmedlemmernes ret til at klæde sig som de vil.
Det er derimod endnu et knæfald for islam, og et forsøg på at please muslimerne.
Dette er et resultat af, at Danmark idag regeres af ligedele dumme kællinger og historieløse bløddyr, der lader hånt om vort land og vor kultur, bla. ved konstant at give efter for muslimernes krav om særbehandling.
Under krigen skrev forfatteren Carl Erik Soya romanen "En gæst".
Den handlede om en familiefar, der fandt en ørentvist, som han syntes at det var synd for.
Han tog den ind i huset, og gav den mad og pleje.
Efterhånden voksede den sig større og større, og skabte splid i familien, der til sidst ikke kunne være i eget hus.
Soyas bog var selvfølgelig møntet på Danmarks samarbejdspolitik under besættelsen, men er også idag meget aktuel.
Den handler om at nære en slange ved sin barm, og at de mange gode intentioner kan vise sig at være vejen til helvede.
Vi bebrejder ikke muslimerne at de gerne vil bære tørklæde både i deres hjem og på deres arbejdsplads, også når arbejdspladsen er Christiansborg.
Men vi bebrejder de mennesker, der konstant giver efter i et forsøg på at please muslimerne.
Og det er lige præcis det man gør, når man på den ene side tillader muslimer at bære tørklæde i folketinget, men ikke tillader roligans at bære klaphat sammesteds.
Således sagde man efter krigen, og udsagnet henviste som bekendt til, at man ikke ønskede en gentagelse af den ydmygende kapitulation, og efterfølgende samarbejdspolitik.
Det siges, at historien gentager sig.
Dette bekræftes i mindre målestok, når man ser på gårsdagens 9. april.
Kapitulation og fejhed !
Folketingets præsidium vedtog nemlig, at muslimske folketingsmedlemmer gerne må bære tørklæde på folketingets talerstol.
Nu kan der siges både for og imod retten til at gå klædt som man vil i folketinget.
Her i partiet er vi tilhængere at en slags dresscode, forstået således, at folketingsmedlemmerne ikke skilter med deres religiøse overbevisning, og heller ikke går usømmeligt påklædt, fx. i shorts og netundertrøje.
Men hvis, og vi siger HVIS, man absolut skal tillade muslimerne at bære dette religiøse symbol i folketinget, så bør det naturligvis gælde alle andre beklædningsgenstande også !
Så bør man også have lov til at gå med klaphat, nissehue og Lenin-T-shirt.
Men DET må man paradoksalt nok ikke.
Argumentet er, at muslimerne går med tørklæde til daglig, og derfor også må gøre det i folketinget.
Derimod går fx. ingen, bortset fra julemanden, med nissehue hver dag.
Argumentet er papirtyndt.
For hvem skal afgøre, hvad man går med til dagligt ?
Nej, man burde sige det som det er :
Præsidiets afgørelse er ikke ment som en liberalisering af folketingsmedlemmernes ret til at klæde sig som de vil.
Det er derimod endnu et knæfald for islam, og et forsøg på at please muslimerne.
Dette er et resultat af, at Danmark idag regeres af ligedele dumme kællinger og historieløse bløddyr, der lader hånt om vort land og vor kultur, bla. ved konstant at give efter for muslimernes krav om særbehandling.
Under krigen skrev forfatteren Carl Erik Soya romanen "En gæst".
Den handlede om en familiefar, der fandt en ørentvist, som han syntes at det var synd for.
Han tog den ind i huset, og gav den mad og pleje.
Efterhånden voksede den sig større og større, og skabte splid i familien, der til sidst ikke kunne være i eget hus.
Soyas bog var selvfølgelig møntet på Danmarks samarbejdspolitik under besættelsen, men er også idag meget aktuel.
Den handler om at nære en slange ved sin barm, og at de mange gode intentioner kan vise sig at være vejen til helvede.
Vi bebrejder ikke muslimerne at de gerne vil bære tørklæde både i deres hjem og på deres arbejdsplads, også når arbejdspladsen er Christiansborg.
Men vi bebrejder de mennesker, der konstant giver efter i et forsøg på at please muslimerne.
Og det er lige præcis det man gør, når man på den ene side tillader muslimer at bære tørklæde i folketinget, men ikke tillader roligans at bære klaphat sammesteds.
3 kommentarer:
De medlemmer af præsidiet, der har vedtaget tørklæder skal tillades, vil vi gerne have navnene på.
De skal slås fast og ikke glemmes.
falkeøje
Navnene på medlemmerne af præsidiet er :
Thor Pedersen
Svend Auken
Holger K. Nielsen
Helge Adam Møller
Søren Espersen
Sidstnævnte var uenig i beslutninge.
Mvh.
Webmasteren
"Men vi bebrejder de mennesker, der konstant giver efter i et forsøg på at please muslimerne."
Netop netop !
Den der ikke kender sin historie er dømt til at gentage den. Vi betaler desværre nu for danskernes historieløse skolegang gennem de seneste 30-40 år.
Venstrefløjens forskruede ideologier og tankegods fejler igen og igen og igen. Fra samfundsmodel, klimadebat, over menneskesyn og til pædagogik.
Socialisme er velmenende tanker og ideér, men på bundlinien er resultaterne katastrofale fordi socialismens idéer er utopiske og dermed naturstridige og i sidste ende yderst farlige.
Desværre rækker konsekvensen af denne forskruede ideologi sig langt ind i den borgerlige lejr. For også borgerlige er ofre for socialismes hærgen i undervisningssystemet gennem de seneste 30-40 år. Også borgerlige er historieløse og træffer historieløse beslutninger.
Det største problem er at venstreføjen fremstår som gode, ansvarlige og hensynsfulde mennesker der udelukkende vil "det gode". Dermed står alle andre overfor en mægtig modstander, for hvordan argumenterer du mod godhed og hvis du gør vil du implicit fremstå som "det godes" modsætning !
Resultatet er, at alle der vil have indflydelse er tvunget til at spille på "det gode" og dermed går de helt automatisk socialisternes ærinde.
/El Puño
Send en kommentar