Danmarks såkaldt "Liberale parti", Venstre, fremkommer nu med det forslag, at der skal indføres en søskendegaranti i daginstitutioner, så forældre der allerede har et barn i en børnehave, skal kunne få en mindre søskende ind sammested.
Partiets politiske ordfører, Inger Støjberg, siger at det offentlige skal tilbyde en pasning, der honorerer familiens krav om en fornuftig hverdag.
Nå !
Hvorfor i alverden er det en offentlig opgave at honorere børnefamiliernes krav om noget som helst ?
At sætte børn i verden er en privatsag, og det bør ikke være det offentliges opgave konstant at komme og lege julemand, og da slet ikke overfor det store flertal af børnefamilier, der sagtens selv kan betale for udgifterne til børnepasning.
Generelt bør der indføres fuld egenbetaling i børnehaver, vuggestuer og fritidshjem.
Så kan det offentlige eventuelt give et kontant tilskud til de dårligst stillede forældre.
De velstillede må selv til lommerne. Det er ikke rimeligt at lade naboen betale.
HVIS man endelig skal opretholde et system med offentlig støtte til daginstitutioner, så er Venstres forslag hamrende asocialt.
Det sætter familier med kun 1 barn sidst i køen.
Ikke nok med at folk med 2 små børn skal have dobbelt børnecheck, og dobbelt indirekte tilskud til daginstitutionsplads, de skal med Venstres forslag også have førsteret til pladserne på bekostning af et-barns familier.
Familier med kun 1 barn, betaler i princippet ligeså meget i skat som folk med to eller flere børn (og modtager samtidig færre tilskud), og bør selvfølgelig ikke stilles ringere.
Men Venstre hylder åbenbart princippet om, at den der har skal mere gives.
Som sagt ser vi gerne, at den offentlige støtte til daginstitutione helt og aldeles afvikles.
Men skal man lave en blød landing, så kunne man i første omgang sige, at der kun gives tilskud til det første barn, medens der indføres fuld egenbetaling for barn nummer 2-15.
Ikke overraskende bakker Det konservative Folkeparti op om Venstres ide.
De konservative har gennemgået en tragisk udvikling fra at være et maskulint, frihedsorienteret, erhvervsvenligt og nationaltsindet parti, der betonede den enskeltes ansvar, til at være et vattet kællingeparti for børnefamilier og feminister, der ikke kan få forbud og velfærdsstat nok.
En trist udvikling.
Folketinget savner i sandhed borgerlige liberale partier, der ikke blot er det af navn, men også af gavn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar