De røde psykopaters misundelse kender tilsyneladende ingen grænser !

Fladskærmen - socialisternes nye hadeobjekt !

Den nu 5 dage gamle valgkamp har foreløbig været en ynk at skue.
Mangel på visioner præger alle lejre, og udenadslært frasemageri præger debatterne.
Således er der ord og vendinger i luften, som bliver gentaget til hudløshed.

Topscoreren er naturligvis ordet "Velfærd" og vendingen "Flere hænder".
Men også andre ord har sneget sig ind, og hos de røde er der kommet et nyt modeord : "Fladskærme".

Fladskærme bruges af venstrefløjen som et billede på, at nogle mennesker i Danmark er alt for "rige", og at de derfor skal plyndres i skat, istedet for at bruge deres penge på forbrugsgoder til sig selv.

Det er typisk for de danske socialister, at man i så høj grad fokuserer på hvad andre har.
Derfor bliver hele ulighedsdiskussionen også komplet latterlig, og er præget af venstrefløjens evige misundelse.

Det fremhæves fx. som et problem, at de lavest lønnede kun er steget med 21 % i indkomst over en flerårig periode, samtidig med at de bedst lønnede er steget med 44 %.
Hvorfor er det dog et problem ?

Istedet for at glædes over, at alle reelt har haft økonomisk fremgang, fokuseres der på, at nogle har haft mere fremgang end andre.
Men hvorfor er det vigtigt at få en af naboens 4 biler, når man selv har 2 ?
Forargelsen over ulighederne ville være mere på sin plads, såfremt de laveste indkomster var gået NED i realindkomst. Men det er jo ikke tilfældet.

Ulighed i samfundet er ikke noget problem. Tværtimod. Dynamik er nødvendig.
Fattigdom kan være et problem, men ikke uligheden.
Hellere fordele en stor kage uligt, end en lille kage ligeligt. Men det fatter tosserne på venstrefløjen selvfølgelig ikke. De vil bare konstant stjæle andres penge.

Selv i Venstre vil man ikke høre tale om ulighed. Da en af partiets bedre hoveder, Eva Kjær Hansen, kom for skade at udtale noget i retning af, at ulighed ikke var et problem, så længe alle havde det godt, så blev hun straks banket på plads af sit parti, der dermed afslørede, at socialismen nu også har stukket sit hæslige fjæs frem i det gamle bondeparti.

"Fladskærmen" er derfor blevet et af venstrefløjens absolutte hadeobjekter.
Det kan undre, eftersom en fladskæm kan erhverves for et så mikroskopisk beløb som 8-10.000 kroner.
Det skulle de fleste nok have råd til, dersom man prioriterede sin økonomi ordentligt.

En undersøgelse om folks alkoholvaner har vist, at Enhedslistens vælgere er de der drikker mest.
Såfremt de nu brugte deres penge anderledes, istedt for at fylde sig med sprut, og derefter fylde vælgerne med deres fordrukne sludder, så kunne fladskærmen måske snart gå hen og blive alle mands eje.

Kamal Qureshi - en af de politikere, som med næsten usvigelig sikkerhed vil udtale ordet "fladskærme" op til flere gange under en politisk debat. Heldigvis er fladskærmene udstyret med en afbryderknap, så vi kan blive fri for at høre på ham og hans ligesindede !