Skat og Fairplay !

Fairplay ?
Ikke ligefrem et begreb man forbinder med Skat !

Fairplay !
Et positivt ladet ord, der henviser til god sportsånd, og at tingene går rigtigt og retfærdigt til.

Det er svært at forbinde Skat med ovenstående.

Alligevel kan man for tiden på den licensfinancierede statskanal, DDR, se en lille propagandafilm fra Skat, hvor trusler mod de der unddrager sig statens tyveri pakkes ind i gemytlige reklamefraser.

Det kan jo diskuteres HVEM der er forbryderen : Den der forsøger at forsvare sin ejendom mod den umættelige stat, eller den der bruger demokratiet til at stemme sig til andres penge, og lader staten (Skat) gøre det beskidte arbejde som tyveknægt.

Da ordet "Fairplay! dukkede op i forbindelse med Skat, kunne man i første omgang nære et naivt håb om, at de måske var kommet på bedre tanker, og nu ville være fair overfor borgerne.

F.eks. ved at betale sagens omkostninger, når en borger vinder en sag mod dem.

Men nej, den slags fairnes er der ikke tale om.
Hvis Skat anklager dig for snyderi, og du frifindes for anklagen, skal du selv betale omkostninger til advokatbistand.
Og hvis du stævner skat for at kræve din ret, og får den, så skal du også betale egne omkostninger i forbindelse med sagen.

Fairplay ?
Rend og hop.

Og er det Fairplay at bebyrde alle, der ikke er almindelige lønmodtagere, med stakkevis af papirarbejde i forbindelse med selvangivelse ?

Læg godt mærke til ordet "SELVANGIVELSE". At angive sig selv ! Det lyder som om at man er en forbryder, eller i det mindste en synder, der som en brødbetynget katolik skal gå til en skriftefader og bekende sine synder.
Skriftefaderen er i dette tilfælde Skat.

I kampagnen skriver Skat bla. :

• Et fortsat fokus på regler, der gør det lettere at kontrollere og straffe hårdere
• En øget kontrolindsats på tværs af myndigheder
• Kampagner for at ændre holdning og adfærd

Altså kort og godt: Kontrol, straf, holdningsbearbejdelse og adfærdsregulering.

Især skurer det fælt i ørerne, når der tales om at ændre folks holdning.
Man kan ændre adfærd gennem kontrol og straf, men holdningsbearbejdelse troede vi ikke hørte hjemme i et demokrati, men kun i de værste diktaturstater.

1000 vis af posekiggere er ansat til at sørge for, at ingen penge går statens næse forbi.
Mon ikke samfundet ville blive rigere, hvis alle disse papirnussere blev overflyttet til mere produktivt arbejde, og man så istedet fandt en anden og mere enkel beskatningsform end den uretfærdige og svært administrerebare indkomstskat ?
F.eks. kopskat, der skulle betales af alle, undtagen de der havde en lav indkomst.

Samfundet har en række fælles opgaver, så derfor er et skattefrit samfund ikke realistisk.
Men for det første er indkomstskatten ikke nødvendigvis den bedste løsning, for det andet er beskatningen af borgerne alt for høj, fordi der smides penge ud til en masse, som de fleste borgerre sagtens kunne betale selv, hvis de fik lov til at beholde en større del af deres indkomst.

Men den der har pengene har magten, og ved at lade borgerne beholde en større del af deres indkomst, mister staten et vigtigt magtmonopol.

Med en lettere omskrivning af økonomen Milton Friedmans ord, så vil den der bruger sine egne penge på sig selv, dels holde hus med pengene, og dels få det han ønsker; hvorimod den der bruger andres penge på andre, hverken vil holde hus med pengene, eller give pengenes oprindelige ejermand det han ønsker.


Skattens funktion burde være :

1). Opgaver der hidrører fællseskabet, såsom : Brandvæsen, politi, forsvar, skoler, veje og hospitaler.

2). At sikre de svageste i samfundet mod en kummerlig tilværelse.

Idag er det derimod sådan, at alle giver penge til næsten alle.
De 90 % rigeste giver til de 90% fattigste.
Dermed er det staten, der bestemmer hvad pengene bruges til, og ikke dem der har tjent dem.

At forsøge at bremse dette galimatias synes vi ikke er hverken asocialt eller kriminelt.
Men alt afhænger jo af øjnene der ser.