Tøger Seidenfaden er død. 53 år.

Det er en gammel sandhed, at mange mennesker har flere venner og sympatisører når de dør, end da de levede.
Derfor vil der sikkert også lyde pæne ord fra nogle af Tøger Seidenfadens mange politiske modstandere i de kommende dage.
De der slet ikke har noget pænt at sige om manden, bør holde bøtte i første omgang.
.

Vi var ofte MEGET uenige med Tøger Seidenfaden.

Alligevel er der flere gode ting at sige om denne ildsjæl, hvis tragiske død trods alt ikke kommer som den store overraskelse, eftersom Tøger Seidenfaden åbent fortalte om sin alvorlige sygdom. .

Først og fremmest har landet mistet en skarp debattør. Tøger Seidenfaden er blevet kaldt "politisk korrekt" hvilket egentlig er en vildledende betegnelse. Han havde ganske vist nogle faste holdninger, der er blevet lagt det forkælede Overdanmark til del, men indenfor det seneste tiår er det der tidligere var politisk ukorrekt blevet politisk korrekt, hvor det der tidligere var politisk korrekt - og som Tøger Seidenfaden var talsmand for - efterhånden er blevet politisk ukorrekt.
.

Hvad der tidligere var det salonfähige synpunkt på indvandrer-området, kræver idag mere mod og mandshjerte at forfægte. På det punkt var Tøger Seidenfaden en ildsjæl der ikke opgav sine principper for at følge med tidens strøminger, som så mange andre har gjort.
.

Det kræver et vist mod, og en stor integritet.
Dermed ikke sagt at han havde RET i sine synspunkter. Men han havde modet til at forfægte dem, og dermed modet til at blive forhadt af store dele af det national-konservative segment i befolkningen.
.

De fleste vil idag huske Tøger Seidenfaden for at være en halal-hippie på indvandrerområdet, fortaler for racismeparagrafen, tilhænger af EU og internationale konventioner.
Men mange overser, at Tøger Seidenfaden faktisk i mange sager indtog en del politsik ukorrekte holdninger.
.

Som daværende chefredaktør på Weekendavisen i slutningen af 80erne, fik han mange tæsk fra det politisk korrekte Danmark, da han bla. slog til lyd for de danske nazisters ret til at ytre sig, demonstrere og stille op til folketingsvalg. Dengang ville rigtig mange have dem forbudt.
.

Ligeledes tordnede han i sin tid IMOD racismeparagraffen, og kaldte det "dumt" og "indskrænket" at man ville kriminalisere ytringer.
Desværre fik piben senere en anden lyd. Seidenfaden selv begrundede det med, at når paragraffen nu VAR indført, ville det være et uheldigt signal at afskaffe den.
DET er vi ikke enige i, men han havde dog som ung modet til at gå imod paragraffen, længe inden ret mange havde noget imod den, og da det faktisk var et "farligt" synspunkt at indtage.
.

Måske lå det lidt i hans natur at være den "djævelens advokat" der forfægtede synspunkter, der var uppopulære blandt flertallet. Hans forsvar for indvandrer-politiken og for et stærkt EU var "lette" synspunkter at have for 10-15 år siden, men er idag noget af en uriaspost.
.

Vi vil især fremhæve een sag, hvor Tøger Seidenfaden virkelig har gjort en god ting, som det meste af højrefløjen idag er glad for, og som bestemt også var "politisk ukorrekt" da han gjorde det.
Det var at køre Bjørn Lomborg frem. Politiken lagde i 1998 spalteplads til en mængde kronikker og artikler af den kontroversielle Lomborg. Det blev udskældt fra højre og venstre, men idag er Lomborg "miljøskeptikernes" darling.
.

Uanset hvad men mente om Tøger Seidenfaden, vil hans død påvirke de fleste.
Det pæne radicoole- og Politiken-læsende segment vil savne "anstændighedens stemme".
De national-konservative vil savne en ilter modspiller, som man elskede at hade.
.

Vi vil savne ham som en levende og engageret debattør, som vi ofte var så herligt uenige med.