mandag den 8. september 2008

Var HC. Andersen kongesøn ?

I en ny bog hives den gamle krikke frem af stalden ?

HC Andersen var kongesøn ?

Det er egentlig dybt useriøst at historikere kan skrive den slags, for ingen ved det.

Kinesiske DNA-forskere taler dog om, at Andersen havde blåt blod i årerne.

Det interasante er imidlertid ikke om Andersen var kongesøn.

Det er dermod, hvorfor det interesserer det radicoole forskersegment.

Sandheden er, at den akademiske overklasse ikke kan klare, at Danmarks største eventrydigter skulle stamme fra en fattig skomager.

Det ville være for meget.

Derfor fægter de kulturradigale akademikere med næb og kløer for at affolkeficere HC Andersen.

Det er ynkeligt, og akademisk fallit, men meget afslørende.

Andersens bedste eventyr, Kejserens Nye Klæder, viste, at de akademiske fjolser ikke har noget på.

Tænk, hvis Andersen var en søn af folket, og afkom af en fattig skomager ?

De radicoole møgsvin ville skutte sig i ubehag.

For en mand der er genial, han har ikke rødder i pøbelen.

Men Andersen foragtede netop kultureliten.

De der idag tager patent på den geniale eventyrdigter, var dem der fik røven ristet.

Det bedste eksempel på de radikale møgsvins skamridning af den geniale odensianer, var HC Andersen året, hvor København skulle "Brandes".

(Nej, ikke Georg "Brandes", men sættes på verdenskortet efter dette ulækre popsmarte udtryk !)

HC Andersen har helt sikket siddet i sin himmel og tisset i bukserne af grin over disse talentløse Jean De Francers skamridning af ham.

HC Andersen-året er så stor en skandale i danmarkshistorien, at det er ufatteligt, at der ikke har rullet hoveder.

Nu er de radicoole igen på banen. Andersen var en af vores. En kongesøn. Det næste bliver vel, at han er i famile med den kulturløse kulturminister.

Det ligner rent ligrøveri. De radikale tosser har ingen skam i livet. Samtidig sidder Andersen i sin himmel, og ærgrer sig over, at ingen har forstået hans budskab.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det er jo det, der er så spændende ved tilværelsen, og sikkert det der gør, at den gamle mand deroppe stadig gider at have med os at gøre.

Det store eksperiment. ”Nu tager jeg ham gutten der, og så parrer jeg ham med hende der, og lad mig så se, hvad der kommer ud af det?” Han har et stort grin på den gamle hvidskæggede.

Enhver med en smule evne ved, at vore gener rummer så mange forskelligheder og kombinationsmuligheder, at der kan komme hvad som helst ud af en parring. Noget har større sandsynlighed end andet, men det utrolige kan ske. At en H C Andersen fødes.

Det vil de radikale ikke finde sig i. Der er dem selv, de ophøjede, og os andre – bærmen.

Mvh. Børge.