mandag den 8. marts 2010

100 år - og hverken ung eller yndig !



Så blev det atter engang den 8. marts.

Kvindernes Internationale Kampdag, og det er nu 100 år siden, at en vis Clara Zetjub (Cletkin) og Den Socialistiske Internationale fremsatte nogle ideer om kviders frihed og lighed.

Idag fejres dagen mange steder i verden, bla. i Kina, hvor kvinderne har fået en halv fridag.

Ja, hvilket magesløst fremskridt i kvindefrigørelsens navn.

Her i det "mandschauvinistiske Danmark" har kvinderne 6 ugers ferie, slipper for værnepligt og har op til 12 måneders barselorlov.

Så hvad kom man længst med ?

Mange af Zetjubs krav for 100 år siden var fuldt berettigede.

Men NETOP for 100 år siden.Eller skal vi også lave foreninger mod negerslaveriet i Amerika, eller en forening mod Robespierres misregimente i 1700-tallets Frankrig ?

Lad os i stedet se fremad, og finde nogle ideer til, hvordan vi kan forbedre livsvilkårene for alle mennesker, sort som hvid, mand som kvinde, gammel som ung.Og det sker ikke ved at hænge sig i gamle socialistiske dogmer, der mestendels førte nød, elendighed og ufrihed med sig.

Hele denne modernistiske pest med at gøre alle til numre og intetkønsvæsener, hvor den naturlige forskel på mænd og kvinder er ved at drukne i krav om socialistisk resultatlighed, kønskvotering og opløsning af kernefamilien og de naturlige kønsforskelle, er blandt feminismens store forbrydelser.

Kuren hedder frihed.
Det væreste ved den feministiske kamp var sådan set ikke, at man kæmpede for nogle synspukter, der på visse områder endog kunne forekomme berettigede.

Det værste var, at den fik et monster med 3 afskyelige ansigter :

1). Dets umiskendelsige socialistiske og endog kommunistiske ansigt.

Det trak ganske vist nogle kvinder til, men stødte andre væk.
"Blåstrømperne har de fleste vel hørt om".

2). Dets nærmest sygelige had til mænd, og alle deres gerninger, og alt deres væsen.

Mange kvinder, der rent faktisk holdt af deres mænd, havde måske ikke lyst til at få ufred i hjemmet, hvis de da i det hele taget var så kede af at være husmødre med 5-6 elskede børn omkring sig.

3). Især i 70erne blev kvindebevægelselsen styret, ikke blot af dogmatiske socialister, men også af lesbiske. Ja ligefrem OVERTAGET af de lesbiske (mon ikke at det har jaget mange væk ?).

Her skulle man på diverse Ø-lejre med adgang forbudt for mænd vise sin frigjorthed. Rende topløs og synge smædesange mod mænd, som i Peter Bays film "Fede tider"
hvor der til de lukkede kvindefester blev sunget:


Hvem er det der aldrig rydderOp på vores bollerums-seng ?

Det er mænd !
Ja, det er mænd !
Typisk mænd, typisk mænd
De slår aldrig lokumsbrættet ned igen

(Som en lille ond pointe i filmen var det faktisk en mand der havde skrevet sangen).

Nu er der så blevet limet et 4. og lidet kønt hoved på kvindekampen :

Det kommer fra de unge 25-40 årige med rundsave på albuerne, der mener at der skal lovgives om at de skal tiltvinge sig adgang til virksomhedes bestyrelser (virksomheder der forøvrigt mestendels er skabt af mænd), flere ministerposter, flere sæder i folketinget, højrere lønninger, flere lederstillinger, ja - de vil helst så så langt, at de vil have børn uden mænd.

Det er DEM der fører deres egoistiske kamp for mere magt, og mere i lønningsposen.

Den typiske kvindesagsforkæmper er i dag sidst i 30erne (plus/minus et par år) politisk aktiv i Det radikale Venstre, Socialdemokarterne eller SF, er uddannet cand.scient.pol eller har en Phd. i et ligegyldigt humanistisk snakke fag.

Og så er hun sandsynligvis gift med en karrieremand, der måske er selvstændig IT-konsulent, og muligvis er så uheldig at tjene en brøkdel mere end kvinden, og skal derfor være en undskyldning for sig selv.

Kampen for de kvinder, der render rundt om natten og gør rent, er sygehjælpere eller lever et fængselsagtigt liv i muslumske ægteskaber hører vi ikke meget om i overklasse-feministernes kamp, så mon ikke den gamle kvindesagsforkæmper, Clara Zetjub, ville vende sig i sin grav, hvis hun så og hørte hvad der foregik anno 2010 ?

Hvor kvinderne på statens regning kan blive mødre uden en mand, og hvor de kan fritages for moderskabet gennem fosterdrab (med et pænt ord kaldet "Abort), ligeledes på statens regning.

Og hvor det vigtigste spørgsmål tilsyneladende er, om kvinderne kan opnå lige løn for ulige arbejde, og få flere bestyrelsesposter i virksomheder, som de ikke selv har skabt.

Der er da ikke i tvivl om, at en stor del at verdens kvinder har det ad pommern til - ligesom en stor del af verdens mænd og børn).

Det er bare ikke dem der interesserer de unge veluddannede feminister.

Det der interesserer dem er deres eget umættelige ego.

Hvor gerne vi end ville lette på hatten, så er det altså ikke Kvindernes Internationale Kampdag og de mange kvindebevægelser der har skabt den materielle og ligestillingsmæssige fremgang vi har set i 100 år, især i vesten.

Den naturlige teknonogiske udvikling kombineret med en vis form for frihed og liberalisme, uden for mange erhvervshæmmende foranstaltninger, har været afgørende.

Og så det faktum, at vi jo konstant følger med tiden.

Vi har jo også afskaffet dødsstraf, skoleuniformer, spanskrør, de små tiger- og elefantbure i Zoologisk have etc.

Dette er sket i mindelighed uden alle mulige internationale kampdage.

I dagens anledning vil vi give 3 kvinder ordet.

De har en forskellig holdning til kampdagen og feminismen.


I sidste uge kunne man i Information læse følgende indlæg af Johanne Mygind :



Johanne Myginds indlæg er gennemsyret af de unge kvinders evindelige selvcentrering.

Mig-mig-mig, og atter MIG.


Vi skal synes at det er SÅ synd for både hende og hendes veninder, at de "KUN" er blevet tekstforfattere, og Phd.ere.

At de ikke har flere chefstillinger og bestyrelsesposter, efter at have fået en lang humanistisk snakkeuddannelse på skatteborgernes regning.

Klummeskribentens CV. er meget afslørende :

33 år
Uddannet i Statskundskab og antropologi
Har været ansat på Danmark Radios P1 og Weekendavisen

Altså hele 2 videregående statsbetalte uddannelser og job både ved statsradiofonien og ved en af landets førende special-aviser.


Det er da ikke så lidt når man kun er 33 år.

Selvom det er de færreste kvinder (og mænd) forundt at være nået så vidt, er det er ikke godt nok.
Så længe der er bare en der er nået længere eller tjener mere, så er det uretfærdigt og kønsdiskriminerende.


I dagens udgave af Berlingske findes et noget mere begavet indlæg af Anne Sophia Hermansen under overskriften :

Kvindernes kampdag - hvil i fred.

Her giver Hermansen sine kæmpende medsøstre en opsang, og solidariserer sig i høj grad med manden, der måske i langt højere grad end kvinderne trænger til en international kampdag.

http://www.180grader.dk/vis/kvindernes-kampdag-–-hvil-i-fred

Problemet er dog, at kronikøren i høj grad anskuer tingene fra sit eget ståsted : Ung og veluddannet.

Det er ikke alle der har samme gode muligheder for at gribe ud efter frugterne.

Men alligevel et godt indspark.


Det bedste indlæg angående kvindekampen er en klumme af Camilla Paaske Hjort under overskriften :

"Feministerne og fars dygtige piger".
Ikke blot de selvcentrerede og meget materialistiske feminister med Johanne Mygind i spidsen får en opsang, men også mænd som Niels Krause Kjær, der jamrer sig over at hans datter, der efter faderens egen mening er udstyret med nogle helt fantastiske evner, ikke har muligheden for at udleve dem i vores mandsdominerede samfund.

Camilla Paaske Hjorts begavede og yderst velskrevne indlæg er en lise midt i alle de hjerneforblæste betragtninger, som feministerne smider i hovedet på alskens sagesløse.

Læs det, og bliv glad.

Glad for, at kloge kvinder ikke er en fuldkommen uddød race.
.
Og hermed har vi så på bloggen givet 100-års fødselaren lidt mere end hun rent faktisk har fortjent.




1 kommentar:

Camilla Paaske Hjort sagde ...

Tak for ros :).