fredag den 26. marts 2010

VKO får smæk i ny Megafon-måling !

Lars Løkke Rasmussen i den røde førertrøje !
Eller er det den røde spændetrøje ?
Den GULE førertrøje har han forlængst mistet !

Selvom vi bestemt ikke ønsker en rød regering, og selvom man skal tage meningsmålinger med et gran salt, så er det ikke uden skadefryd at vi kan konstatere, at VKO ifølge en dugfrisk meningsmåling fra Megafon har den ringeste opbakning fra vælgerne i 6 år.

http://politiken.dk/politik/article933210.ece

Regeringen er så forhippet på at blive genvalgt, at den overhovedet ikke tør føre borgerlig-liberal politik.
Den er økonomisk uansvarlig, og den overdænger borgerne med forbud og påbud i lange baner.
Formynderi, miljøflipperi og skatteplyndring er nogle af de usmagelige ingredienser.

Vi må konstatere, at vi allerede HAR en socialistisk regering.
Det kan selvfølgelig sagtens blive værre, og det bliver det, hvis den røde blok vinder næste valg.

Men intet er så skidt så det ikke er godt for noget.
Regeringen fortjener at blive straffet for sin forfejlede politik, så vi kan ligesågodt få det røde chock nu.

Det paradoksale er dog, at det tilsyneladende ikke er de utilfredse BORGERLIGE vælgere der vender ryggen til VKO, for det parti der især profiterer af vælgerflugten er SF, medens det reelle liberale alternativ, Liberal Alliance, endnu ikke har været over de magiske
2 %.

Det er logisk nok at S og SF står til et godt valg, eftersom flertallet af danskerne lever mere eller mindre af offentlige midler, og at man derfor stemmer på partier der vil plyndre de arbejdsomme endnu mere for at smide flere penge i grams.

Men det er ulogisk, at ikke flere ÆGTE borgerlige vælgere begynder at se sig om efter alternativer.
Måske er det frygten for "stemmespild" der gør, at mindre partier synes uden de store chancer, selvom det jo aldrig er "spild" at give udtryk for et standpunkt.

Liberal Alliance burde være et oplagt alternativ for skuffede V og K vælgere, samt radikale, der har fået nok af partiets tantede forbudspolitik og moralske pegefingre.
Liberal Alliances achilleshæl er indvandrerpolitikken, som mange borgerlige nok finder for liberal.

Der findes et par andre borgerlige og/eller liberale partier, der endnu ikke er opstillingsberettigede, F.eks. Retsforbundet, Fremskridtspartiet og Fokus.

Retsforbundet er en blanding af Liberal Alliance og SF.
Fremskridtpartiet er en blanding af libertarianisme og Dansk Folkeparti.
Fokus er en blanding af de hedengangne Centrum-Demokrater og "Dus med dyrene".

Så der er altså lidt for enhver smag, hvis ellers man tør give de små chancen.

Det er selvfølgelig logisk nok, at de "borgerlige" ikke tør føre borgerlig politik, for angsten for ikke at blive genvalgt er stor.
Det er lettere for de små partier at markere sig skarpt, for de har ikke noget at miste.

Men det er ufatteligt trist, at politik handler og karriere og genvalg, og ikke om landets ve og vel.
Det repræsentative demokrati skulle have den fordel, at nogle folkevalgte kunne skære igennem, og træffe upoppulære beslutninger.

Med den populistiske og vælgerangste politik der p.t. føres, kunne man ligesågodt afskaffe Folketinget, og erstatte det med et trykknap-demokrati, hvor hver eneste lov blev smidt ud til en internet-afstemning.

For godt 100 år siden var politikerne af en ganske anden støbning.
Det var modne, kloge og erfarne mænd der var på tinge, ikke - som nu - en flok forkælede skolebørn, der ikke har megen erfaring fra det private erhvervsliv, og som ser politik som et livslangt erhvev.

Estrup, der i eftertiden har fået skyld for at være magtsyg, fordi han sad i 19 år, og regerede vha. provisoriske love, var i virkeligheden ikke nogen karriere-politiker.
Han bad flere gange kongen om at blive løst fra sin tunge opgave, men da kongen insisterede på at han fortsatte, gjorde han det.
For kongen og fædrelandet. Ikke for egen vinding.

Dette kan en nutidig politiker slet ikke forstå. Det er simpelthen sort snak.
Det drejer sig om at love noget til sine vælgere, og dermed købe sig stemmer for skatteydernes penge.

VKO har kastet al anstændighed og ansvarlighed over bord, og har reduceret begreber som "Frisind", "Borgerlig" og "Liberal" til tomme ord.

Derfor fortjener de ikke at blive genvalgt.

Ingen kommentarer: