Organmangel ? Det rene vås !

Dine organer tilhører dig.
Staten skal ikke kunne tvinge folk til at tage stilling til hvad der skal ske med dem, hvis man erklæres for hjernedød !

"Danskerne dør af organmangel".

Denne patetiske overskrift ses ofte på avisernes forsider.

Udsagnet er naturligvis det rene vås.

Ingen mennesker dør af organmangel.

Mennesker dør som følge af en sygdom i et eller flere af deres egne organer.

At skyde skylden for syge menneskers død overpå raske mennesker, der ikke har været så venlige at donere deres organer, for derefter at være flinke nok til at dø i trafikken, det overgår vores forstand.

Lad det være sagt med det samme :

Vi finder det yderst positivt, at mange mennesker donerer deres organer, og at dette kan være med til at redde menneskeliv.

Men det må een gang for alle blive slået fast, at det er organer der redder liv, og ikke mangel på organer der spreder død.

Dette må man have i baghovedet, når man konstant udsættes for den statslige propaganda om, at man bør donere sine organer.

"En kampagne i 2008, som skulle få folk til at melde sig som organdonorer, flyttetede under én halv procent af befolkningen.

Det fik sundhedsministeren til at udtale : "
Unge syge vil derfor fortsat dø pga. organmangel. Alle skylder at tage stilling".

Nej ! Man skylder ikke sundhedsministeren eller nogen andre noget som

helst angående sine organer.

De tilhører en selv, og ikke staten, og man har ingen pligt til at tage stilling.

Mennesket er altså ikke et reservedelslager, der skal agere tag-selv bord.
At modtage et andet

menneskes organer er en gave, ikke en menneskeret.

En fire mio. kroner dyr »Tag stilling«-kampagne blev sat i værk sidste år.

De gode intentioner til trods, så finder vi det oprørende, at staten skal bruge penge på noget der ligner hjernevask af befolkningen (ligesom tilfældet var det med statskampagnen FOR Tronfølgeloven den 7. juni i år).

Selvom kampagnen primært taler om at man skal tage stilling, er det tydeligt, at den på forhånd mellem linierne fortæller hvad der er det rigtigste, nemlig at blive organdonor.

Men det tilkommer ikke staten at gøre sig til moralsk dommer over hvad der er rigtigt og forkert.

De, der af religiøse eller andre grunde vælger ikke at være donorer, skal ikke føle sig som dårligere mennesker. Men det lægger kampagnen op til.

»Hvis yngre syge mennesker får et nyt organ, så vil de ofte have mange produktive familieår foran sig med de gode resultater, vi har i dag. Vi har 200 hjernedøde om året i Danmark, og vi får kun organer fra godt 60. Det er uetisk, at så mange organer »går til spilde«, når vi kunne redde liv med dem,« siger Gunna Christiansen, læge, professor og formand for arbejdsgruppen.

Går til spilde !?!

Hvilken rædselsfuld materialistisk tankegang ligger der ikke bag en sådan udtalelse ?

Alt skal bruges. Menneskets organer betragtes på linie med et reservehjul til en bil.

Hvis ingenting må gå til spilde, så kan vi jo gå videre endnu :

Hvorfor så ikke lave lim, benmel, sæbe og lampeskærme af de døde menneskekroppe, og forbyde kremering, med mindre at varmen fra krematoriet bruges som opvarmning af kapellerne ?

En del folketingsmedlemmer har slået til lyd for, at alle over 18 år fremover skal bedes oplyse deres personlige standpunkt til Donorregistret.

Nej !

Det er en totalitær tankegang.

Man kan ikke kræve af folk, og da slet ikke af helt unge menneker på 18 år, at de skal tvinges til at tage stilling til den slags.

Det skal ske ad frivillighedens vej.

En endnu værre holdning finder man hos den radikale Louise Carsten Nielsen (Unge-Helvegs afløser, hvis de radikale mod forventning skulle klare spærregrænsen ved næste valg).

Hun mener, at ALLE pr. automatik skal stå i et EU-donor register. Med mindre at man foretager en aktiv handling og melder sig ud, bliver man automatisk betragtet som donor.

(Måske er det en taktisk vi skal prøve her i partiet : Alle, der ikke melder sig ud, er automatisk medlemmer af De Højreorienterede Svin / Danmarks Reaktionære Parti).

Et af argumenterne for at man SKAL tage stilling til organdonation lyder, at man ellers vil overlade en svær beslutning til de pårørende.
MEN, sådan behøver det ikke at være.
Man kan bare vende Sofie Carsten Nielsens forslag på hovedet : Har man ikke klart og utvetydigt givet tilsagn, må ens organer ikke fjernes.
Så skal de efterladte slet ikke tage stilling.

I hele spørgsmålet om den såkaldte "organmangel" bør man også huske på, at organer til donation fordrer, at raske mennesker bliver slået ihjel i trafikken.

Faktisk er det jo endnu mere tragisk at raske mennesker dør, end at der mangler organer til syge mennesker, selvom det selvfølgelig også er trist.

Som sagt er det helt fint, hvis folk der er omkommet ved en ulykke kan redde et sygt menneskes liv, men at tale om organmangel som et problem afhænger af øjnene der ser.

Når man tænker på, at hver organdonation er resultatet er en tragisk ulykke, kunne man med lige så stor ret sige, at vi ikke har mangel på organer, men derimod har alt for mange af dem.

Hvor absurd det hele kan blive, har komikeren Thomas Hartmann givet et eksempel på :

"Jeg lever sundt. Jeg ryger ikke, drikker ikke, spiser sunde fødevarer og motionerer regelmæssigt.

En dag bliver jeg kørt ihjel at en spritbilist med skrumpelever.

Han får min lever.

På hospitalet siger lægen til ham : "Tillykke, Hr. Jensen ! Hvis de ikke var faldet i søvn bag rattet, havde de ikke været i live idag ".