tirsdag den 20. september 2011

Hvem var skyld i de blås valgnederlag ? Og hvad nu ?

Her 5 dage efter valget må det nu være tid til at kigge lidt tilbage, og lidt frem.
Som Kierkegaard skrev, så forstås livet baglæns, men må leves forlæns, og skal man forstå valget baglæns, så gik det som det måtte gøre.
VKO har i høj grad forsømt sin opgave at føre borgerlig-liberal politik, og den såkaldte kulturkamp er druknet i åndløshed og mangel på substans.

Det er på sin vis helt fortjent at VK-regeringen nu bliver sat et par år på bænken, men det alternativ vi nu får, tegner langt, langt værre.
Med udsigten til en S-SF-R regering, er de blå partier begyndt at skændes indbyrdes om HVEM der har skylden for nederlaget.
Sejren har mange fædre, men nederlaget er faderløst, siges det. Men mange forsøger at udpege enkelte skurke for det borgerlige valgnederlag.

Således har især Lars Barfoed måttet stå for skud. Pia Kjærsgaard giver nærmest egenhændigt ham skylden for nederlaget, og hun bakkes indirekte op af Jyllands Postens Michael Jalving, der kalder Barfoed for "En politisk klovn".
Man fristes næsten til at gentage den gamle børneremse om, at "Det man siger er man selv", for at placere ansvaret entydigt hos Barfoed må betegnes som analytisk dilletanteri af værste skuffe.
Barfoed overtog et konservativt fallitbo efter Lene Espersen. Da Barfoed kom til, stod partiet til 5% i meningsmålingerne. Stort set det samme som de opnåede ved valget, så der er hverken sket fra eller til.
VKOs deroute ligger blandt andet i metal-træthed og skuffelse hos vælgerne over den førte politik.
At de konservative nærmer sig den totale udslettelse skyldes, at partiet er blevet overflødigt.
De der er til Gud, konge og fædreland, går til Dansk Folkeparti, og de der ønsker et mere liberalt og frihedsorienteret samfund går til Liberal Alliance og Venstre. De konservative mangler et projekt, og som en af partiets gamle trofaste støtter, professor Ditlev Tamm, siger, så kan man ligesågodt nedlægge partiet og starte helt forfra.

Uden at skulle forsvare Barfoeds politiske holdninger, der er præget af forbudstankegang og had til ytringsfriheden (han er eksempelvis en varm fortaler for paragraf 266 b), så er det helt uden for nummer at placere skylden for nederlaget lige netop hos ham, som Pia Kjærsgaard gør.
Han har naturligvis et medansvar for VK-regeringens førte politik, men det har alle de andre jo også.

Kritikken går primært på, at han med sin bejlen til de radikale fik en masse blå vælgere til at vade over til rød blok. Fuldkommen udokumenteret pølsesnak, og forøvrigt aldeles ulogisk. Undersøgelser viser nu også med al ønskelig tydelighed, at de frafaldne konservative vælgere er vandret de andre partier i blå blok, primært til Liberal Alliance. Faktisk er de konservative det parti i blå blok der har afgivet færrest vælgere til rød blok.

Anderledes forholder det sig med Dansk Folkeparti., hvis leder har så travlt med at give Barfoed skylden for de rødes magtovertagelse. Det er DF der har afgivet flest vælgere til rød blok, og det er lige præcis de få mandater der mangler i denne omgang.
Og det er helt naturligt, at det er DF der smider vælgere til rød blok, eftersom partiet ikke er boergerligt i klassisk forstand, og da slet ikke for 25 øre liberalt.
DF står for forbud, overvågning, skatteplyndring og tyngende byrder til erhvervslivet, samt offentlig gavebod mht. velfærdsydelser til borgere, der ikke har hjælp behov.

Derfor består en stor del af DFs vælgerskare således af mennesker, der tidligere har stemt på Socialdemokraterne og SF. Det er de vælgere som man nu har mistet en del af.
Det kan der være flere grunde til. Den primære grund er, at DF svigtede denne del af sine vælgere, da man gik med til at udhule efterlønnen og dagpengene. DET har gjort ondt på de mange DF-vælgere, der lever af overførselsindkomster.

Set udfra et borgerligt og økonomisk synspunkt, handlede DF naturligvis korrekt ved at stemme for VKs reform, men rent taktisk var det en kæmpe brøler. Da der alligevel var så kort tid til valget, burde DF ikke have indgået et sådant forlig. Man skulle derimod have ladet regeringen udskrive valg på sagen. Så kunne V, K og Liberal Alliance få de vælgere de alligevel ville få, og DF kunne beholde sine røde vælgere. Så havde blå blok måske klaret den, og så kunne man bagefter have lavet en politisk studehandel, som DFs vælgere kunne få 4 år til at glemme.

En anden mulig årsag til DFs - iøvrigt ret beskedne - tilbagegang, kan måske findes i, at partiets 2 kæpheste, udlændingepolitikken og EU-politikken var så godt som fraværende under hele valgkampen, der stort set ene og alene drejede sig om økonomi.

Ovenstående blot for at påpege, at man ikke egenhændigt bør give de konservatives leder skylden for de blås nederlag.

Når alt dette er sagt, så indebar valget trods alt flere positive elementer.
Liberal Alliance kom ind med 9 mandater, og det er et velkomment frisk pust i Folketinget. LA må - udover den megen snak om økonomi - huske at holde fast i partiets ønske om mere frihed for borgerne, og færre forbud, og mindre statsligt formynderi.

Venstre, der er det mindst ringe af "de gamle partier" fik et fint valg. En cadeau til den afgående statsminister, der har vist sig som en moden, vidende og kompetent statsleder.
Han afløses nu - desværre - at den komplet tomme óg åndløse Helle Thorning, hvis eneste virkelige mål fra dag 1 har været at blive statsminister. Hun flankeres nu af en flok forbudstosser og feminister, der bestemt ikke vil gøre det nemmere at være dansker. Specielt ikke hvis man er over 40 og mand. Det kommer nu til at hedde : Al magt til ungdommen og kvinderne.

Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Helle Throning er nødt til at have både De Radikale og Enhedslisten med. Det er at skræve over en så stor kløft, at Helles Daxon-trusser risikerer at revne.
Det klogeste hun kan gøre vil være at få de radikale med i regeringen. Enhedslisten vil surmule over det, men tør vel aldrig nogensinde vælte en socialdemokratisk regering. Men uanset hvad bliver det svært for Thorning, for SF skal også markere sig.
De konservative er blevet for små til at man kan have flertal sammen med dem udenom Enhedslisten. Så det tegner til en svær manøvre. Der er gode chancer for, at de radikale på et tidspunkt hopper over til blå blok.

Et helt særligt kapitel i dette valg er Enhedslistens utrolige fremgang. Den er sikret dels pga. lyrøde vælgeres utilfredshed med SF, men især pga. charmetrolden, Johanne Schmidt Nielsen, der overfor en flok fuldkommen ukritiske journalister har fået lov til at køre alle debatterne som sit eget private PR-stunt. Ikke ET ENESTE kritisk journalistisk spørgsmål til den lille skolepige om, hvad det er for et Danmark som Enhedslisten i bund og grund vil indføre. Mon ikke ca. 90 % af de vildfarne tosser, der satte krydset ud for liste Ø, ville løbe skrigende bort, hvis det gik op for dem, hvad de egentlig har stemt for ?

Faktisk håber vi at Helle sammen med sine kommunist-venner i Enhedslisten giver danskerne 4 år der er så himmelråbende rædselsfulde, at alle røde vælgere vil fortryde deres stemme langt ned i helvede, og at der vil blive skrevet sange om det de næste 500 år.
Så kan de lære det.

Det har de sidste 10 år været på mode blandt kulturradikale danskere, der rejste rundt i udlandet, at fortælle Gud og hvermand hvor meget de skammede sig over at være danskere. At de bestemt ikke ville slås i hartkorn med vores "småtskårne, intolerante og småracistiske regering". De får nu fred i sindet.
Det er nu vores tur til at skamme os. Skamme os over at det danske folk vælger at lade sig styre af en flok dumme røde forbudskællinger.
Men vi skammer os ikke. For som det hedder i Johannes Helms "Jeg elsker de grønne lunde" :

Mig fryder din ros din ære
Mig knuger din sorg, dit savn
Hver glans, hver plet vil jeg bære
Som falder på Danmarks navn

Ingen kommentarer: