En gammel dame træder ind i sit 100. år ! Tillykke med det

Fra alle os - til alle jer !

Så oprendt atter engang dagen, den 8. marts.
Den huskes nok kun i ringe grad for den dag da den store børnebogsforfatter Astrid Lindgren blev begravet.

Nej, den huskes som Kvindernes Internationale Kampdag, og det er nu hele 99 år siden, at en vis Clara Zetjub op Den Socialistiske Internationale fremsatte nogle ideer om kviders frihed og lighed.

Idag fejres dagen mange steder i verden, bla. i Kina, hvor kvinderne har fået en halv fridag.
Ja, hvilket magesløst fremskridt i kvindefregørelsens navn.

Her i det "mandschauvinistiske vesten" har kvinderne 6 ugers ferie, slipper for værnepligt og har op til 12 måneders barselorlov.
Så hvad kom man længst med : Kønsfundamentalisme eller liberalt demokrati ?

Mange af Zetjubs krav for 100 år siden var fuldt berettigede.
Men NETOP for 100 år siden.
Eller skal vi også lave foreninger mod negerslaveriet i Amerika, eller en forening mod Robespierres misregimente i 1700-tallets Frankrig ?

Lad os i stedet se fremad, og finde nogle ideer til, hvordan vi kan forbedre livsvilkårene for alle mennesker, sort som hvid, mand som kvinde, gammel som ung.
Og det sker ikke ved at hænge sig i gamle socialistiske dogmer, der mestendels førte nød, elendighed og ufrihed med sig.

Kuren hedder frihed.

Det væreste ved den feministiske kamp var sådan set ikke, at man kæmpede for nogle synspukter, der på visse områder kunne forekomme berettigede.
Det værste var, at den fik et hoved med 3 afskyelige ansigter :

1). Dens umiskendelsige socialistiske og endog kommunistiske ansigt.
Det trak ganske vist nogle kvinder til, men stødte andre væk.
"Blåstrømperne har de fleste vel hørt om".

2. Dens nærmest sygelige had til mænd, og alle deres gerninger, og alt deres væsen.
Mange kvinder, der rent faktisk holdt af deres mænd, havde måske ikke lyst til at
få ufred i hjemmet, hvis hun da i det hele tage var så ked af at være husmor med 5-6 elskede børn omkring sig.

3). Især i 70erne blev kvindebevægelselsen styret, ikke blot af dogmatiske socialister, men også af lesbiske. Ja ligefre OVERTAGET af de lesbiske (mon ikke at det har jaget mange væk).

Her skulle man på diverse Ø-lejre med adgang forbudt for mænd
vise sin frigjorthed, og svinge med de bare bryster.

Synge smædekampagner mod mænd, som i Peter Bays film "Fede tider"
hvor der til de lukkede kvindefester blev sunget:

Hvem er det der aldrig rydder
Op på vores bollerums-seng ?

Det er mænd !
Ja, det er mænd !

Typisk mænd, typisk mænd
De slår aldrig lokumsbrættet ned igen

(Som en lille ond pointe i filmen var det faktisk en mand der havde skrevet sangen)

Nu er der så blevet limet et 4 og lidet kønt hoved på kvindekampen : Det kommer fra de unge 25-45 årige med rundsave på albuerne, der mener at der skal lovgives om at de skal tiltvinge sig adgang til virksomhedes bestyrelser (virksomheder der forøvrigt mestendels er skabt af mænd), flere ministerposter, flere sæder i folketinget, højrere lønninger, flere lederstillinger, ja - de vil helst så så langt, at de vil have børn uden mænd.

Det er DEM der fører deres egen egoistiske kamp for mere magt, og mere i lønningsposen.
Den typiske kvindesagsforkæmper er i dag er sidst i 30erne (plus/minus et par år) politisk aktiv i Det radikale Venstre, Socialdemokarterne eller SF, er uddannet cand.scient.pol eller cand.polit.
Eller har typisk en Phd. i et ligegyldigt humanistisk snakke fag.

Og så er hun typisk gift med en karrieremand, der måske er selvstændig IT-konsulent, og muligvis er så uheldig at tjene en brøddel mere end kvinden.

Kampen for de kvinder, der render rundt om natten og gør rent, er sygehjælpere o. lign. hører vi ikke meget om i kvindekampe, så mon ikke den gamle kvindesagsforkæmper, Clara Zetjub, ville vende sig i sin grav, hvis hun så og hørte hvad der foregik anno 2009, hvis hun vel at mærke skulle måle efter dansk målestok (for vi er da ikke i tvivl om, at en stor del at verdens kvinder har det ad pommern til - ligesom en stor del af verdens mænd og børn).

Hvor gerne vi end ville lette på hatten, så er det altså ikke Kvindernes Internationale Kampdag og de mange kvindebevægelser der har skabt den materielle og ligestillingsfremgang vi har set i 100 år, især i vesten.

Man kan selvfølgelig se det fra en både blå og rød synsvinkel.
Vi hælder naturligvis mest til den blå, der tillægger den naturlige teknonogiske udvikling en afgørende rolle, samt en vis form for frihed og liberalisme, uden for mange erhvervshæmmende foranstaltninger.
Og så det faktum, at vi jo konstant følger med tiden. Vi har jo også afskaffet piskning, dødsstraf, skoleuniformer, spanskrør, de små tiger- og elefantbure i Zoologisk have og ditten og datten
Dette er sket i mindelighed uden alle mulige internationale kampdage.

Ser man det fra en mere rød synsvinkel, må vi give daværende statsminister Staunings resultater ret mht, at klassesamarbejde er en bedre vej frem end klassekamp.

Det sidste kan selvfølgelig føles bedst på kort sigt for de undertrykte, men det er som den gamle historie om, at det er som at pisse i bukserne : Det giver varmen i kort tid, og så blive det allerhelvedes koldt.