Ritt Bjerregaard siger farvel ! En taktisk klog beslutning !

Anne Vang :
Ung, kvinde, socialdemokrat og stud.scient.pol.
Et tidstypisk bud på en overborgmesterkandidat.

Der er ingen grund til at trampe rundt i det.
Ritt Bjerregaards misregimente af København de seneste knapt 4 år har været en katastrofe.

Nu takker hun af efter næste valg, og det er en taktisk klog beslutning af hende.

Selvom vi burde være jublende lykkelige over, at fruen nu går på politisk pension, så betyder det paradoksalt nok, at Socialdemokraterne dermed vil forbedre mulighederne for at beholde overborgmesterposten.

Havde Ritt Bjerregaard genopstillet, kunne man forsigtigt håbe på, at den overborgmesterpost, som partiet altid har bestridt, endelig kunne gå til en kandidat fra et andet parti.

Men nu får partiet en god chance for at køre en ung og forholdsvis uplettet kandidat i stilling, og så vil mange vælgere måske slå deres langtidshukommelse på standby, og glemme hvor mange ulykker Socialdemokraterne enten har lavet, eller forsøgt at lave i kommunen.

Vi er her i partiet på nippet til at vædde 12 flasker Gammel Dansk på, at den nye spidskandidat bliver en UNG person, og tillige vil være en KVINDE.

Vi har allerede både en socialdemokratisk og kvindelig overborgmester. Nu mangler man så kun det sidste segment i tidens modebølge : UNG.

Er man ung, kvinde og socialdemokrat, og tillige bærer rundt på et udseende over gennemsnittet, så står alle døre åbne i dansk politik, uanset hvor meget vrøvl man lukker ud af munden, og uanset hvor mange tåbelige beslutninger man er med til at tage.

Det er selvfølgelig ikke umuligt, at Socialdemokraterne atter engang henter en kandidat udefra, men partiet ved, at det nok vil pynte at tage en fra "egne rækker" i første omgang, modsat sidst.
Med mindre at man trækker en joker som Mette Frederiksen op af hatten, er det svært at se hvem man skulle kunne hente udefra, der VIRKELIG kan sluge stemmer til partiet.

Karen Hækkerup og Christine Antorini har været nævnt.
SUK !

Jacob Hougaard og Anne Vang er blandt de realistiske bud indenfor egne rækker.

Førstnævnte har den "rette" alder, 35, men dog det problem, at han ikke er kvinde, så vi gætter på, at Anne Vang bliver partiets nye overborgmesterkandidat, hvis man ikke henter en Christiansborg-politiker ind i varmen.

Hun er 25 år, studerer tillige statskundskab, og det er jo efterhånden den uddannelse som samtlige unge kvindelige politikere smykker sig med.

Sure ældre mænd fra det pulveriserende erhvervsliv, eller med naturvidenskablelig baggrund, har ikke længere nogen chancer i de etablerede partier.

De burde komme over til os, så vi kunne give de unge røde gæs kamp til stregen.

Alternative straffe til unge og ældre !

Måske ville det slet ikke være nogen dum ide at lade underholdningsindustrien overtage noget af fængselsvæsnets arbejde. På den måde kunne man måske få lidt privatisering ind ad bagdøren.

Venstres folketingsmedlem Malou Aamund (valgt af Ny Alliances vælgere, red.) fremførte i går, at unge kriminelle ikke bliver straffet tilstrækkeligt. De sikrede ungdomsinstitutioner minder mest af alt om Lalandias ferielejligheder, påstod hun. På trods af, at hun faktisk aldrig har besøgt en sikret ungdomsinstitution.

Det skriver Nyhedsaviden 180 grader idag.

Også her i partiet går vi ind for at straffe både unge, midaldrende og gamle syndere hårdt.

Men skulle der være noget om snakken, at ungdomsinstitutionerne minder om Lalandia, så er det da en straf der vil noget.

Tænk, om man var tvangsindlagt til at bo i Lalandia !

Men det åbner måske helt nye muligheder i det danske straffesystem.
At underholdnings-industrien samarbejdede med kriminalforsorgen.
På den måde kunne man delvist få privatiseret fængselsvæsnet.

Så kunne de ældre kriminelle komme på 200 svimlende rutchebaneture om dagen i nogle af landets forlystelsesparker, og når de så var helt møre i hovedet, kunne de blive lukket ind på Lanlandias værelser og tvangfodret med X-factor og Boogielisten vist non-stop på store fladskærme.

Omvendt kunne de unge mennesker blive slæbt i Det Kongelige Teater og tvangsfodret med operaer af Wagner og Alban Berg, og blive trukket rundt på mange af landets museer.

Mulighederne er mange.
For vi er snart så overbelastede med underholdning, at dette i sig selv kan være en straf.

Dansk Folkeparti og Grundloven

Dansk Folkeparti elsker Danmarks Riges Grundlov !
Spørgsmålet er, om visse medlemmer har forstået dens indhold.
Endsige læst den ?
Paragraf 56 har man åbenbart aldrig hørt om.

Dansk Folkeparti er rasende over, at 6 medlemmer af Venstre har banet vej for, at homoseksuelle nu får ret til at adoptere.

Altinget.dk skriver :

"Vanen tro i sager af etisk karakter var Venstres folketingsgruppe i går stillet frit, da Folketinget i går skulle tage stilling til homoseksuelles ret til adoption. Seks V-medlemmer stemte imod regeringen og for beslutningsforslaget, der dermed blev blev vedtaget. Sagen vækker ikke just begejstring hos Dansk Folkeparti, der forlanger partidisciplin hos Venstre, når beslutningsforslaget bliver udmøntet i et egentligt lovforslag."

Her i partiet er vi heller ikke tilhængere af loven om homoseksuelles ret til at adoptere, men vi har læst og forstået Grundloven bedre end Dansk Folkeparti, der ellers ikke lader nogen chance gå fra sig når det gælder om at besynge Danmarks Riges Grundlov som var det Moseloven.

I Grundlovens paragraf 56 står :

"Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere"

Man kan sagtens diskutere hvorvidt denne paragraf er god eller dårlig.
Men mener man sidstnævnte, må man søge at få en grundlovsændring.

Partidiciplin er selvfølgelig i de fleste tilfælde en praktisk foranstaltning for at partierne overhovedet kan indgå forlig.

Men netop i den slags etiske spørgsmål som adoptioner stiller sagen sig anderledes.

Nu kan man selvfølgelig hævde, at stort set alle spørgsmål er etiske, eftersom politik handler om prioriteringer og omfordelinger, så grænsen er hårfin.

Ligesåvel som det er folketingsmedlemmernes grundlovssikrede ret at stemme som de vil, ligesåvel er det partiernes ret at ekskludere medlemmer fra folketingsgruppen, der går imod sager der direkte strider imod partiets grundsynspunkter.

Men hvor højt der skal være til loftet i de enkelte partier er noget de hver især må afgøre.
Det er ikke noget der skal dikteres af Dansk Folkeparti, der selv har valgt at have en ikke-eksisterende afstand mellem gulv og loft.

Al snak om at DF vil vælte regeringen er de berømte tomme tønder der buldrer mest.
Havde DF haft en smule mod, havde de væltet regeringen, da det efter valget stod klart, at danskerne ikke ville blive spurgt om den kommende EU-traktat.

DF ved udmærket, at man bortset fra måske EU-spørgsmålet har så stor indflydelse på den politik der føres, at det ville været tåbeligt at vælte regeringen.

Foreløbig kan borgerlige-liberale vælgere "takke" DF for, at der stort set stadig føres socialdemokratisk forbudspolitik i Danmark.

Når partidiciplin er så vigtigt et spørgmål for DF, så burde de anstændigvis også arbejde for en grundlovsændring.

Alt andet er hykleri.

Goddag Mand Økseskaft !

Er det i virkeligheden admiralen fra Pinafore vi ser her :
"Politisk set var jeg liberal, socialistisk højresindet, radikal
Jeg stemte altid med den største flok
og de tanker andre tænkte var mig mer` end nok

Naser Khader er uden tvivl en både sympatisk og klog mand, og han skal roses for at være en af de politikere der har holdt ytringsfrihedens fane højt, med fare for liv og lemmer.

Men politisk fremstår han desværre mere og mere som en elefant i en glasbutik.

Da han ikke kunne opnå en ordentlig magtposition hos de radikale, der har udviklet sig til et feministisk forbudsparti, der sikkert ville klare sig langt bedre i Sverige end herhjemme, så har han valgt at gå andre veje.

Det begyndte med dannelsen af misfosteret, Ny Alliance, hvis formål primært var at stække Dansk Folkepartis indflydelse.

Derudover havde man i begyndelsen ikke noget konkret program, bortset fra lidt skattelettelser, lidt FN-humanisme og globaliseringsbegejstring.

Man ville hellere spørge vælgerne hvad de syntes man burde mene, så man dermed kunne få flest mulige stemmer.

Denne uanstændige måde at føre politik på blev heldigvis ikke belønnet af vælgerne, der kun gav partiet 5 mandater.

Kort efter meldte den ene af de 5 nyvalgte NAere sig ind i Venstre.
Nu har Khader efter 1 års elendig ledelsesstil valgt at melde sig ind hos de konservative.

Altså lige præcis de 2 partier der regerer på DFs nåde og barmhjertighed, og ikke er en pind liberale.

En 3. var i mellemtiden hoppet over til de radikale.

Vælgerbedrag er måske for stort et ord at tage i munden efter alle de svinestreger man i øvrigt ser i politik, men kønt er det ikke at se på.

Khader burde enten have fortsat som løsgænger, og dermed bevaret en vis troværdighed, eller også valgt at beskæftige sig med noget andet, ligesom sin medpartistifter, Gitte Seeberg, og anstændigvis have afgivet sit folketingsmandat til en suppleant fra det parti, som han selv stiftede, så de der var tossede nok til at stemme på det trods alt kunne føle sig repræsenterede, i stedet for at være totalt til grin.

Det skal dog ikke benægtes, at en stor del af de der satte krydset ved Ny Alliance har gjort det pga. PERSONEN Naser Khader, så lige præcis i hans tilfælde er det måske mindre slemt.

Men kun et fåtal af vælgerne havde jo mulighed for at stemme på ham personligt, så der er og bliver PARTIET folk har stemt på.

Det burde ganske enkelt være ulovligt at beholde sit folketingsmandat ved et partiskifte.

Derimod kan vi godt acceptere at man bevarer sit mandat såfremt man fortsætter som løsgænger valgperioden ud

Ellers skulle man lave valgsystemet om, og som F.eks. Søren Krarup engang har foreslået, indføre valg i enkeltmandskredse.
På denne måde ville man i højere grad stemme på personer end på partier.

Ulempen er dog, at det så i højere grad måske ville blive kendissernes vagtparade fremfor valg af grundholdninger der kom til at gøre udslaget

3 ud af 5 NAere valgte at blæse Ny Alliances vælgere en lang march :

Malou Aamund, Jørgen Poulsen og så altså partistifteren selv.

Til de to sidstes figenblad af et forsvar kan siges, at de måske mere eller mindre BLEV gået, hvorimod førstnævnte skiftede parti næsten med det samme. Da NA ikke længere var hipt, og nu var blevet brugt til det som det skulle : En platform til at komme på tinge.

Kun Gitte Seeberg var fair nok til at overlade sin plads til en suppleant, og kun Anders Samuelsen havde rygrad nok til at blive, selvom Liberal Alliance står til at blive udslettet.

Da Khader dannede Ny Alliance sagde han noget i retning af, at han kun havde haft 2 valg : Enten at lave et nyt parti, eller også at forlade politik.

Det første burde han ikke have gjort, men det sidste burde han i høj grad gøre.

Folk der har stemt på Nasers parti ud fra den overvejelse, at man kunne få VK i en mere liberal retning, og lidt mere væk fra DFs linie, må føle sig taget godt ved næsen af at have lagt stemmer til en regering der reelt fører DFs politik:

Forbud, skatteplyndring, formynderi og overvågning.

Det går heller ikke godt for Det konservative Folkeparti for tiden, og vi vil da håbe, at det går dem ligeså skidt som det er ved at gå de radikale, der nærmer sig spærregrænsen.
Til den tid må Naser så finde et nyt parti, hvor han kan fortsætte sin politiske karriere.

Der er vel snart kun DF tilbage. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og blive medlem af DF, som han i sin tid pustede sig op på at ville bekæmpe ?
Politisk logik-gakkelak er jo efterhånden hverdagskost.

Som det hed sig i Ny Alliances slagsang :

"Så hvad så, Naser, hvad siger du "

Er det ikke efterhånden hamrendede ligegyldigt hvad han siger ?

Danmarks største drukkenbolt !

At selv Webmaster ikke er med på listen over Danmarks største drukkenbolte viser jo med al ønskelig tydelighed, at Ekstrabladets læsere er inkompetente - eller døddrukne !

Ekstrabladet, der engang gravede vigtige sager frem, og var den lille mands beskytter overfor systemet, bliver mere og mere pauvert.

Nu gælder det bare om at sælge aviser, så skidt med hvad det er for underlødigt stof man præsenterer sine dumme læsere for.

Sidste skud på stammen er, at Ekstrabladet nu beder befolkiningen om at kåre "Danamarks største drukkenbolt".

Man kan selvfølgelig se det fra den lidt humoristiske side og spørge, hvorfor Webmaster ikke er at finde på listen over de 6 udvalgte som man kan stemme på.

Jeg vil sige som Glistrup sagde på et Fremskridtsmøde for en halv snes år siden :
"Jeg protesterer imod, at jeg ikke er på den liste. Jeg er anmeldt rettidigt. Jeg SKAL på den liste".

Men når alt kommer til alt, så viser den slags afstemninger hvor afstumpet et blad Ekstrabladet er.

Alkohol er en festlig og fornøjelig ting, men nogle mennesker har et såkaldt patologisk forhold til disse stærke drikke, og det er ikke morsomt - det er en alvorlig sygdom.
I værste fald en dødelig sygdom, der medfører sorg, lidelser og menneskelige tragedier.

Det gælder vel også flertallet af de 6 udvalgte : Peter Brixtofte, Ole Thestrup, Otto Brandenburg, Per Hækkerup, F.P. Jac og Claes Kastholm Hansen.

Ekstrabladet er klart i stofnød, og er derfor nødt til at anlægge en stil der tiltaler middlemådige og meget små mennesker, der går i endnu mindre sko, og blot glæder sig over, at det går visse mennesker dårligere end det gør dem selv i deres Ekstrabladslæsende taberliv.

Ekstrabladet er ikke længere organet med knivskarp journalistik, der holder øje med magthaverne.
Det er blevet et blad (vi nægter at kalde dette smudsorgan for en "avis") der lever højt på en blanding af dårlig sportsjournalistik, elendigt skrevne klummer om X-factor og andet pjat, halvafklædte duller på side dit og side dat, og så - ikke mindst mobbeofre.
Ikke længere de store fisk. Nej, de små der allerede ligger ned.

Og hvorfor egentlig stoppe ved folk der har en alkohol-sygdom ?
Hvorfor så ikke også kåre årets sclerosepatient, årets mest skizofrene, personen med flest mislykkede selvmordsforsøg osv.

Flertalllet af de 6 personer der er på listen, har åbent og ærligt fortalt om deres sygdom, og flere af dem - bla. konkurrencens førende "drukkenbolt", Ole Thestrup, har kæmpet en lang og lidelsesfuld, men intet mindre end heroisk kamp for at komme ud af misbruget.
Til gavn for sig selv og sin familie.

Der skal en god portion viljestyrke til at skippe 2 flasker Gammel Dansk og 15 elefantbajere om dagen, og så blive helt clean.

En sådan mand burde have et skulderklap, og ikke et spark i røven fra Ekstrabladet og deres mere eller mindre debile læsere.

Hvis man nu gik efter bolden, istedet for manden, så kunne det ende med at blive helt morsomt, som i denne lille sketch

http://www.youtube.com/watch?v=RieS_5nW-nU

En gammel dame træder ind i sit 100. år ! Tillykke med det

Fra alle os - til alle jer !

Så oprendt atter engang dagen, den 8. marts.
Den huskes nok kun i ringe grad for den dag da den store børnebogsforfatter Astrid Lindgren blev begravet.

Nej, den huskes som Kvindernes Internationale Kampdag, og det er nu hele 99 år siden, at en vis Clara Zetjub op Den Socialistiske Internationale fremsatte nogle ideer om kviders frihed og lighed.

Idag fejres dagen mange steder i verden, bla. i Kina, hvor kvinderne har fået en halv fridag.
Ja, hvilket magesløst fremskridt i kvindefregørelsens navn.

Her i det "mandschauvinistiske vesten" har kvinderne 6 ugers ferie, slipper for værnepligt og har op til 12 måneders barselorlov.
Så hvad kom man længst med : Kønsfundamentalisme eller liberalt demokrati ?

Mange af Zetjubs krav for 100 år siden var fuldt berettigede.
Men NETOP for 100 år siden.
Eller skal vi også lave foreninger mod negerslaveriet i Amerika, eller en forening mod Robespierres misregimente i 1700-tallets Frankrig ?

Lad os i stedet se fremad, og finde nogle ideer til, hvordan vi kan forbedre livsvilkårene for alle mennesker, sort som hvid, mand som kvinde, gammel som ung.
Og det sker ikke ved at hænge sig i gamle socialistiske dogmer, der mestendels førte nød, elendighed og ufrihed med sig.

Kuren hedder frihed.

Det væreste ved den feministiske kamp var sådan set ikke, at man kæmpede for nogle synspukter, der på visse områder kunne forekomme berettigede.
Det værste var, at den fik et hoved med 3 afskyelige ansigter :

1). Dens umiskendelsige socialistiske og endog kommunistiske ansigt.
Det trak ganske vist nogle kvinder til, men stødte andre væk.
"Blåstrømperne har de fleste vel hørt om".

2. Dens nærmest sygelige had til mænd, og alle deres gerninger, og alt deres væsen.
Mange kvinder, der rent faktisk holdt af deres mænd, havde måske ikke lyst til at
få ufred i hjemmet, hvis hun da i det hele tage var så ked af at være husmor med 5-6 elskede børn omkring sig.

3). Især i 70erne blev kvindebevægelselsen styret, ikke blot af dogmatiske socialister, men også af lesbiske. Ja ligefre OVERTAGET af de lesbiske (mon ikke at det har jaget mange væk).

Her skulle man på diverse Ø-lejre med adgang forbudt for mænd
vise sin frigjorthed, og svinge med de bare bryster.

Synge smædekampagner mod mænd, som i Peter Bays film "Fede tider"
hvor der til de lukkede kvindefester blev sunget:

Hvem er det der aldrig rydder
Op på vores bollerums-seng ?

Det er mænd !
Ja, det er mænd !

Typisk mænd, typisk mænd
De slår aldrig lokumsbrættet ned igen

(Som en lille ond pointe i filmen var det faktisk en mand der havde skrevet sangen)

Nu er der så blevet limet et 4 og lidet kønt hoved på kvindekampen : Det kommer fra de unge 25-45 årige med rundsave på albuerne, der mener at der skal lovgives om at de skal tiltvinge sig adgang til virksomhedes bestyrelser (virksomheder der forøvrigt mestendels er skabt af mænd), flere ministerposter, flere sæder i folketinget, højrere lønninger, flere lederstillinger, ja - de vil helst så så langt, at de vil have børn uden mænd.

Det er DEM der fører deres egen egoistiske kamp for mere magt, og mere i lønningsposen.
Den typiske kvindesagsforkæmper er i dag er sidst i 30erne (plus/minus et par år) politisk aktiv i Det radikale Venstre, Socialdemokarterne eller SF, er uddannet cand.scient.pol eller cand.polit.
Eller har typisk en Phd. i et ligegyldigt humanistisk snakke fag.

Og så er hun typisk gift med en karrieremand, der måske er selvstændig IT-konsulent, og muligvis er så uheldig at tjene en brøddel mere end kvinden.

Kampen for de kvinder, der render rundt om natten og gør rent, er sygehjælpere o. lign. hører vi ikke meget om i kvindekampe, så mon ikke den gamle kvindesagsforkæmper, Clara Zetjub, ville vende sig i sin grav, hvis hun så og hørte hvad der foregik anno 2009, hvis hun vel at mærke skulle måle efter dansk målestok (for vi er da ikke i tvivl om, at en stor del at verdens kvinder har det ad pommern til - ligesom en stor del af verdens mænd og børn).

Hvor gerne vi end ville lette på hatten, så er det altså ikke Kvindernes Internationale Kampdag og de mange kvindebevægelser der har skabt den materielle og ligestillingsfremgang vi har set i 100 år, især i vesten.

Man kan selvfølgelig se det fra en både blå og rød synsvinkel.
Vi hælder naturligvis mest til den blå, der tillægger den naturlige teknonogiske udvikling en afgørende rolle, samt en vis form for frihed og liberalisme, uden for mange erhvervshæmmende foranstaltninger.
Og så det faktum, at vi jo konstant følger med tiden. Vi har jo også afskaffet piskning, dødsstraf, skoleuniformer, spanskrør, de små tiger- og elefantbure i Zoologisk have og ditten og datten
Dette er sket i mindelighed uden alle mulige internationale kampdage.

Ser man det fra en mere rød synsvinkel, må vi give daværende statsminister Staunings resultater ret mht, at klassesamarbejde er en bedre vej frem end klassekamp.

Det sidste kan selvfølgelig føles bedst på kort sigt for de undertrykte, men det er som den gamle historie om, at det er som at pisse i bukserne : Det giver varmen i kort tid, og så blive det allerhelvedes koldt.