mandag den 31. januar 2011

Sort dag for kampen mod paragraf 266 b.


Lars Hedegaard er netop blevet frikendt i sagen, hvor han var anklaget for forhånelse af muslimer, og dermed for at have overtrådt staffelovens nok så berygtede paragraf 266 b.

Begrundelsen for frifindelsen var, at han ikke vidste, at det interview han gav under en julefrokost ville blive offentliggjort.
.
Dommen er selvfølgelig god for Lars Hedegaard, og guderne skal vide, at vi ønsker paragraf 266 b. hen hvor peberet gror.

Krimanalisering af ytringer hører hjemme i en fascistoid stat, og ikke i et land der påberåber sig demokrati og ytringsfrihed.

Men inden man bevidstløst begynder at bryde ud i jubel over dommen, bør man påtænke, at denne frifindelse gør mere skade end gavn.
.
For med frifindelsen af Hedegaard er vejen til paragraf 266 b.s afskaffelse blevet betydelig længere. Problemet er, at jo flere der frifindes efter at være anklaget for overtrædelse af paragraffen, des sværere bliver det at etablere en folkelig modstand imod den.

Det bedste ville således være, at langt flere - især kendte debattører - blev dømt efter paragraffen, så enhver kunne se, hvor idiotisk den er. Set i det lys er dagens frifindelse af Hedegaard beklagelig.

Sandsynligvis har dommerne tænkt det samme da de frifandt Hedegaard, for begrundelsen for frifindelsen, at han skulle have været uvidende om at interviewet kom ud til en bredere kreds, virker noget søgt.

Nu tyder det så på, at "Snaphanen" der bragte interviewet, står tilbage med aben.
Hvis Hedegaard havde været et mandfolk ligesom Jesper Langballe, havde han erklæret sig skyldig, og vedtaget en bøde.
Dermed ville han gøre en aktiv indsats i kampen mod paragraf 266b., fremfor blot at hytte sit eget skind.

Det er nemlig ingen skam at erklære sig skyldig i at have overtrådt en totalitær lov, som enhver ville kunne komme til at overtræde.
Ja, som enhver hædersmand faktisk bevidst burde overtræde, i kampen mod statslig censur og sindelagskontrol.
.
Frifindelsen af Hedegaard er næppe nogen sejr for ytringsfriheden, som han hævder. For så længe paragraf 266 b. eksisterer, forsøger staten at kujunere folk til at holde kæft.
Og de der ikke gør det, og som er mindre kendte i offentligheden, får ikke nødvendigvis samme blide medfart som Hedegaard.
.
Hvis ikke sagen i den grad havde været i offentlighedens søgelys, var Hedegaard næppe blevet frifundet. Men nu har man ikke turdet andet, for en domfældelse ville have sat paragraf 266 b. under yderligere pres.
.
Tilhængerne af paragraffen må kunne glæde sig over, at ganske vist fik de ikke dømt Hedegaard, men til gengæld har paragraf 266 b. nu med al sandsynlighed sikret sig en forlænget levetid.

Ingen kommentarer: